
Selvom de fleste kan blive enige om, at de var kreative som børn, så har vi alligevel opstillet en masse myter om kreativitet. For flere skyldes det enten at vi er i tvivl om, hvad kreativitet er, eller at vi har fået at vide igennem vores opvækst at vi ikke er kreative.
Men lad os se om vi ikke kan punktere nogle af de myter.
1. Myte: “Kreativitet er en medfødt evne”
Vi er alle født som kreative mennesker, og derfor er det ikke en medfødt evne som få besidder. Forskellen på dem, der er stærke og knap så stærke inden for kreativitet er, hvor meget de har arbejdet med det.
Kreativitet er i bund og grund en færdighed, som alle kan udvikle og forbedre gennem træning. Det er ikke meget anderledes end at løbe.
Du er sikkert klar over, at for at kunne løbe 10 kilometer, så kræver det, at du løbende træner, men hvad sker der, hvis du bliver skadet eller stopper med at træne?
Vil du så være i stand til et år efter bare at kunne tage løbesko på og løbe 10 km? Der er helt sikkert nogle få, hvor dette vil være tilfældet, men for langt de fleste er bare en km hårdt.
Men mon ikke du tænker, at du godt kan træne dig op, hvis du gør en indsats? Det er jeg ret sikker på, at du tror og ved.
På samme måde kan vi træne vores kreativitet op, så vi bliver bedre og bedre til at komme med kreative output og løse de udfordringer som vi står overfor. Det kræver bare en forståelse af de kreative processer og teknikker, som alle kan lære og træne.
2. Myte: “Kreativitet er kun for kunstnere”
En af grundene til at de fleste føler, at de ikke er kreative er fordi at de ikke har færdigheder inden for kunst. Du behøver ikke være god til at tegne, for at være kreativ.
Faktisk er det to forskellige ting at være artistisk og kreativ – det svarer lidt til at sammenligne en løber og en fodboldspiller.
En fodboldspiller løber også rundt på banen, derfor må spilleren også være en løber. For at spille fodbold kræver det færdigheden at kunne løbe.
På samme måde kræver det at være artistisk i de fleste tilfælde en færdighed inden for kreativitet.
Kreativitet er i bund og grund din evne til at opfinde en løsning på en udfordring som du står overfor. Det gør sig gældende både inden for videnskaben, teknologi, forretningsudvikling og vores daglige liv.
Vi vil altid støde på udfordringer og her benytter vi vores kreativitet til at opfinde en løsning på den udfordring. De fleste bruger det i mere eller mindre grad hver eneste dag.
Tænk bare, hvis du skal cykle til fodbold, og den rute som du kender er oversvømmet. Nu bliver du nødt til at eksperimentere og udforske nogle andre ruter og på den måde finde en løsning på, hvordan du kommer til fodbold.
Det kan altså bruges til at finde løsninger på en bred vifte af udfordringer og ikke bare hvad du skal tegne, og hvordan du skal tegne det.
3. Myte: “Kreativitet kræver kaos og mangel på struktur”
Selvom den kreative proces ofte kan opleves kaotisk, kan struktur hjælpe idéerne på vej. Den kreative proces synes kaotisk, fordi vi ikke ved hvor vi ender og hvad resultatet bliver. Dog kan struktur hjælpe med at organisere og styrke de kreative idéer.
Du kan benytte forskellige metoder, der gør det nemmere at forholde sig til, hvordan du udvikler nye idéer.
Det kan være en stor hjælp, fordi du på den måde ved, hvornår du skal komme på nye idéer og hvornår du skal udvikle videre på eksisterende idéer.
Det kan være i form af, at du skal arbejde 30 minutter på at komme på idéer og efterfølgende 30 minutter på at udvælge de bedste.
Der findes forskellige redskaber som kan hjælpe din kreativitet som brainstorm og associations metoder.
Derfor behøver kreativitet ikke være lige så kaotisk, som det kan blive gjort til.
Opfordring til at udfordre myterne om kreativitet
Vi er alle kreative og har mulighed for at udvikle vores kreative færdigheder. Derfor vil du opleve store kreative fremskridt, hvis du omfavner din kreativitet og tror på dine kreative evner.
Det gælder for alle mennesker, og er du i tvivl om du er kreativ, så tænk tilbage på din barndom. Der var du i stand til at skabe lege med din fantasi, og den eneste forskel fra dengang til nu. Det er, at du er blevet ramt af kassetænkning og er stoppet med at udforske og eksperimentere på samme måde som tidligere.
Afrunding
Myter om kreativitet er destruktive for vores kreative potentiale. Da de giver en undskyldning eller forklaring på, hvorfor vi ikke er kreative. Ved at forstå og udfordre disse myter kan vi styrke vores kreative evner og finde nye veje til at løse vores udfordringer. Kreativitet er ikke begrænset til nogle få heldige; det er en færdighed, der er tilgængelig for os alle, hvis vi er villige til at tro på det og arbejde for det.