
Motivationen bag det vi laver er altid vigtig, da den afgør om vi kun gør det tilstrækkelige, eller om vi går den ekstra mil. Det samme er gældende inden for motivationen bag kreativitet, som kan være afgørende for de løsninger vi finder frem til. Lad os kigge nærmere på, hvordan de indre og ydre faktorer kan påvirke vores kreative evner.
Indre motivation kan have en positiv indflydelse på kreativitet
Har du en indre motivation for et projekt, vil du være drevet af nysgerrighed og naturlig interesse for det. Det betyder, at du vil være villig til at bruge tid på at udforske og eksperimentere for at blive klogere på området.
På den måde får du en bredere viden, som vil være en solid base for din kreative tænkning. Når du brænder for området, vil du naturligt være interesseret i den bedst mulige løsning. Det vil få dig til at tage flere risici og eksperimentere med flere og anderledes løsninger.
Den indre motivation bliver altså drevet af dit indre ønske om at udforske og eksperimentere med nye løsninger til en udfordring som du står overfor.
Ydre motivation kan have en negativ indflydelse på kreativitet
Har du en ydre motivation for et projekt, vil du være drevet af ros, anerkendelse eller penge. Sagt på en anden måde, er det vigtigere at gøre andre tilfredse med det du laver, end at du selv opnår en glæde af det.
Derfor kan det ofte have en negativ påvirkning på vores kreative evner, fordi vi bliver tilbøjelige til at spille mere sikkert og undlade at udforske og eksperimentere.
Har vi fået stillet et mål i forhold til løsningen, kan den ydre motivation skubbe os til at producere det der forventes. Det betyder at vi ikke får udforsket de skæve og utraditionelle idéer som kan føre til innovative løsninger.
Et eksempel på det kan være udviklingen af smartphones. Når der kommer en ny model er den ofte blevet hurtigere og fået et bedre kamera, men uden nogle banebrydende tiltag. Det er bare det der forventes og intet mere.
Hvordan balancere du indre og ydre motivation
Selvom du har en stor indre motivation for et projekt, kan du blive udfordret på din motivation. Det kan være, hvis der er deadlines eller forventninger, du skal overholde i forhold til projektet. Udvikler du et produkt til din målgruppe, er det vigtigt at de accepterer det og finder det brugbart.
Men hvordan kan du så balancere din indre motivation med det ydre pres. Det kan gøres ved at du tillader dig selv at udforske og eksperimentere i tidsperioder. Det kan være at du har 3 dage, hvor du giver dig selv frit spillerum, hvor du bare kan være nysgerrig. Herefter kan du sammenkoble din nye viden med kravene til projektet.
Dette gør sig også gældende, hvis du er drevet af ydre motivation, der vil det samtidig være smart at du bliver lidt nysgerrig og graver efter guld. På den måde kan det være, at du bliver overrasket over nogle nye vinkler, eller at projektet pludselig betyder mere for dig.
Er ydre motivation så kun skidt for dine kreative evner? Bestemt ikke, de kan faktisk hjælpe dig til at udvikle mere brugbare løsninger.
Det skyldes, at de opstiller nogle brugerkrav for dig og får dig til at tage hurtige beslutninger. De kan være med til at give dig struktur over den kreative proces, der kan hjælpe dig, hvis du har svært ved at komme i gang eller afslutte et projekt.
Hvordan kan du opretholde den kreative motivation
Har du en stor indre motivation, vil du ikke have noget problem med at opretholde den. Dog kan du risikere at brænde ud, hvilket gør at du føler at du mister motivationen for det. Det er dog bare kroppens naturlige måde at sige, at du brug for en pause.
Har du ikke en brændende motivation, er der nogle metoder du kan benytte til at opretholde den.
Til at starte med er det vigtigt at sige, at vi sjældent har motivation, men det er noget vi skaber. Des mere vi undersøger og stiller spørgsmål til et projekt, des mere motiveret vil vi blive. Dette er grunden til at den indre motivation ofte bliver ved med at være der, fordi vi underbevidst tiltrækkes af at undersøge mere hele tiden.
Du kan altså enten undersøge en ny vinkel eller stille spørgsmål til eksisterende viden, og på den måde vil du ofte blive mere nysgerrig på løsningen.
Derudover kan du opsøge miljøer eller steder, som vækker din motivation eller inspirerer dig. Det kan være blandt andre mennesker som er meget passionerede eller ude i naturen, hvor du har ro til at fordybe dig.
Afrunding
Motivation spiller en afgørende rolle i forhold til vores kreative evner. Den indre motivation, som drives af nysgerrighed og interesse, skaber et godt miljø for kreativ tænkning. Den ydre motivation i form af belønninger kan få os til at spille sikkert, så vi undgår at udforske, tage risici og eksperimentere. At finde den rette balance mellem indre og ydre motivation kan være nøglen til at opretholde vedvarende kreativitet og innovation i vores liv og arbejde.