
Hvad er en association og hvorfor er den vigtig i forhold til vores kreative arbejde? Det er vores evne til at koble to elementer sammen og danne en forståelse ud fra det. Det kan være alt fra minder og information til dufte. Lad os kigge nærmere på, hvordan det fungerer.
Sindet bruger associationer til at forstå verden
Vores sind er opbygget af associationer som vi benytter når vi tænker og lærer noget nyt. På den måde kobler vi erfaringer og oplevelser sammen, som gør at vi ved, hvordan vi skal agere i verden.
Du kender det sikkert selv, hvis du hører en notifikationslyd, så kigger du straks på din mobil. Det gør vi, fordi hjernen har skabt en kobling mellem lyden og at vi bliver belønnet i form af noget nyt på mobilen.
På samme måde forbinder du sikkert tandpasta med en anden ting på badeværelset. Det er hjernens måde dels at holde os sikre på, men samtidig også sørge for at kunne forudsige, hvad der kommer til at ske for os.
Hvordan kan vi bruge associationer til vores kreative arbejde?
Det er alt sammen fint, at vi kan bruge associationer til at koble ting sammen, men hvordan gør det os kreative?
Det gør det ved, at vi ud fra vores associationer kan skabe nye idéer, der kan løse vores udfordringer.
Det kan vi både gøre selv, men også i fællesskab med andre. Når vi arbejder kreativt sammen med andre, får vi adgang til et meget større løsningsrum. Dette skyldes at alle har noget unik viden, der skaber unikke sammenhænge.
Mindmap
En måde at gøre det på, er igennem et mindmap, hvor vi udfolder en udfordring eller et emne.
Her kan vi tage emnet “ny træningsform”, som vi gerne vil udfolde.
Til at starte med kan vi udfolde det i to kategorier individuelt og hold. Disse kategorier kan så udfoldes yderligere, og på den måde får vi mere viden, som vi kan skabe koblinger ud fra.
Det kan være, at vi kommer frem til, at det skal være en individuel sport, hvor vi kombinerer kajak og skydning.
Nu er vi ved kreativt at skabe en ny træningsform, hvor vi kobler to elementer sammen, som normalt ikke hænger sammen.
På den måde kan vi bruge mindmap til at skabe overskuelige sammenkoblinger. Det er en nem måde at komme i gang med at arbejde kreativt på.
Sammenkobl dit idémateriale
En anden måde, hvor du ikke behøver at lave et mindmap, men bruge din forestillingsevne i stedet er at finde idémateriale.
Det er beslægtet med mindmap, fordi du også via mindmappet får flere elementer, som kan indgå i dit idémateriale.
Men dette kan du også gøre i hovedet, hvor du bare tænker på beslægtede elementer til det, du skal løse.
Lad os sige, at du skal lave et nyt køkkenredskab.
Så starter du med at tænke på dine elementer til dit idémateriale.
Her finder du Gryde(A), Pande(B), Kniv(C) og Si(D)
Nu kan vi begynde at koble dem sammen, men til at starte med, er det vigtigt lige at belyse, at der er to vigtige ting at tage højde for.
Det første er, at des flere elementer du har, des flere kombinationer er det muligt at lave. Se selv, hvis vi kun har gryde og pande.
GrydePande
Men når vi har flere elementer, får vi mange flere muligheder, tag udgangspunkt i eksemplerne ovenfor.
AB, AC, AD, BC, BD, CD, ABC . . . .
Ved at have 4 elementer i stedet for 2, får vi altså væsentlig flere idéer som vi kan arbejde videre med.
Det andet vigtige element er, hvor langt dine associationer er væk fra hinanden – Det er her vi kan skabe de sjove og unikke idéer.
Skærebræt og kniv er logiske at koble sammen, men hvad hvis du skal koble skærebræt og citruspresser sammen.
Det vil give nogle helt andre og vildere idéer.
Vær opmærksom på en fælles referenceramme
Alt efter hvor vi bor, vores alder og hvem vi omgås med, så har vi forskellige referencerammer. Det kan påvirke, hvordan vi kan samarbejde med associationer, men også hvordan vores løsninger tages imod.
Derfor skal du være klar over, at du til tider kan støde på undren og tvivl, hvis andre ikke kan forstå hvordan du har koblet to elementer sammen.
Prøv bare at forklare en 80-årig, hvad en TikTok- video er ud fra dine associationer.
Formentlig vil det være svært, fordi den 80-årige ikke kan forholde sig til dine referencer.
Det samme er gældende, hvis en komiker fortæller en joke om en personlighed, men publikum ikke kender til personen. Joken vil falde pladask til jorden.
Dette er vigtigt at tage højde for, når du skaber kreative output gennem dine associationer.
Men husk på, at hvis du kan koble det sammen, er der også andre som vil kunne se det for sig.
Derfor skal du ikke give op, bare fordi andre ikke forstår dine idéer. Det skyldes nok bare, at du ikke har præsenteret dem for de rigtige endnu.
Husk at nogle skal komme med unikke idéer som de første, og så skal andre først vænne til tanken, inden de vil acceptere idéen.
Se bare på smartphonen – I starten var der mange som kun ville have en traditionel mobil, men med årene fik alle en smartphone.
Udvikling kan tage tid, og vil ikke altid betale sig, men når det accepteres, er det det hele værd.